Susie's Blog

Susie's Blog

Grammatikken

Vil gerne på forhånd undskylde mangelen på kommaer og andre grammatiske bekvemmeligheder, men jeg er frygtelig til at sætte kommaer og stoppe de rigtige steder m.m. Jeg ved det, fy skamme og så er du dansk lærer, men sådan har det altid været. Jeg er god til at finde andre folks fejl, men vil helst gå i en stor bue udenom mine manglende kommaer. De er så træls at sætte og det tager en frygtelig tid, så undskyld.

Når arbejdet kalder.

En ny begyndelsePosted by Susanne S. Frederiksen 28 Jan, 2015 19:01:24
Man kan ikke ligefrem sige at det er en ny begyndelse, for jeg har været igang lige siden august. Grunden til at jeg ikke har været så aktiv er fordi jeg har fået et vikariat på Viborg Friskole. Er på mellemtrinet, hvor jeg har dansk, matematik og engelsk. Jeg er rigtig glad for at være der og har lige fået det forlænget en måned mere, men det er hårdt, mest mentalt, for der er mange ting man skal tage stilling til. En lærer underviser ikke bare, en lærer skal også være sjælesørger, konsulent, rådgiver og god til at lytte. Der er mange input i løbet af en dag og selvom jeg førhen har tænkt om jeg virkelig vil være lærer, så kan jeg simpelthen ikke lade være. To dage er aldrig ens, hvilket passer mig rigtig godt, men jeg kan mærke at jeg er ved at trænge til ferie igen. De sidste par uger har været hårde, især for mit hoved, med en masse tanker man har og bekymringer om andre personer, man holder af.

Så jeg ser frem til vinterferien, hvor jeg skal slappe max af, måske jeg skulle prøve at være lidt kreativ, føler ikke jeg har været det så meget her på det sidste, mest fordi jeg ikke er i humør til det når jeg kommer hjem efter en lang arbejdsdag.

Med det tror jeg det er tid til at vende blikket mod en håndboldkamp i Qatar....GO DENMARK!!!

Susanne.

  • Comments(0)//susiesblog.skindstadfrederiksen.dk/#post12

At spice tingene op

KreativitetPosted by Susanne S. Frederiksen 20 Mar, 2014 10:21:48
Nu er det jo ikke fordi man ikke kan se hvad der er i glas krukkerne, men man har vel lov til at give tingene lidt farve og det kan nu godt pynte lidt i et køkken. Så efter jeg havde købt noget flot papir i Søstrene Grene, så lavede jeg nogle skilte, som jeg satte på med dobbelt siddende tape og voila, så er der lidt flere farver i køkkenet end normalt (har et meget kedeligt køkken).

Mit næste projekt er en tavle, jeg kan hænge i køkkenet. Skal bare lige have fat i noget tavle maling.

God torsdag derude.



  • Comments(0)//susiesblog.skindstadfrederiksen.dk/#post11

Fastelavnsboller eller.....

MadPosted by Susanne S. Frederiksen 01 Mar, 2014 16:22:22
Fastelavn er over os. Børnefamilierne er enten til tøndeslagning i den nærmest sportshal eller også skal de i morgen, alle klædt ud i alverdens kostumer. Og så er der jo selvfølgelig de obligatoriske fastelavnsboller bagefter. Jeg er hverken en del af en børnefamilie eller klæder mig ud til fastelavn (tror det endte engang i folkeskolen), men fastelavnsboller dem vil jeg gerne have smiley

Jeg er begyndt på LCHF eller lowcarb om man vil og så er der jo mine fikse idéer. Selvfølgelig roder jeg Internettet tyndt, for at finde en opskrift, jeg kan bruge. Godt nok havde jeg lavet en omgang fastelavnsboller for noget tid siden, men de blev lidt tørre efter nogle dage, så jeg besluttede mig for at prøve en anden opskrift. Det gik fint i starten, men dejen var noget tynd, så jeg tænkte, muffinforme. Så jeg hældte en skefuld i hver satte dem i ovnen og så var det tid til det der skulle indeni. Jeg hev nogle frosne hindbær op fra fryseren (købte) og hældte dem i en gryde, for hvis man har fulgt med i madmargazinet Bitz & Frisk, så skal man sørge for at koge bærene, så det gjorde jeg.

"Fastelavnsbollerne" kom ud af ovnen efter 20 minutter og de lignede ikke fastelavnsboller, men mere små kager og det der skulle puttes indeni, ja det blev klasket på en tallerken, kagen ovenpå og så en slat hindbærguf ovenpå igen. Så måske man skulle kalde det fastelavnskager med hindbærmums, lyder godt ikke smiley
Hvor om alting er, så var det da ikke helt uspiselig, har faktisk planer om at lægge opskriften op på min hjemmeside senere.




  • Comments(0)//susiesblog.skindstadfrederiksen.dk/#post10

Det at bo i lejlighed

LivetPosted by Susanne S. Frederiksen 28 Feb, 2014 07:31:51



Kom i tanke om at jeg har en dagbogs app på min mobil eller app er måske så meget sagt da jeg ikke har købt den. Nå men jeg tænkte jeg kan da passende bruge den til at skrive i og så føre det over på bloggen senere når jeg kom på Internettet for jeg ligger stadig under dynen…..vågen, dog ikke fordi jeg skal op endnu. Men når man bor inde i byen og lige op til gaden med alle værtshusene, så kan det til tider være svært at finde ro om natten, når der rigtig er gang i den eller når der i det her tilfælde lyder, som om folk er ved at slå hinanden ned. Jeg ved ikke hvad der skete, for jeg var stadig groggy over at blive vækket på den måde.

Så er der selvfølgelig glæderne eller sorgerne ved at bo i lejlighed. Det er en gammel bygning og den kunne måske godt bruge lidt smukkesering på facaden og lidt mere inspirerende gang maling i baggangen. Gråt og hvidt er ikke lige det, der skriger smil og glade dage. Nå men hvor om alting er, så kan man også lytte med på hvad der foregår ved naboerne og jeg mener virkelig lytte med. For en gangs skyld var mine overboer i gang i soveværelset før midnat og var også færdig før midnat, for der har været hverdage, hvor de to har gået til den efter og når man lige er faldet i søvn og lige pludselig hører deres seng knirke og kvindens imponerende lunge kapacitet igennem højlydt stønnen, så er jeg ikke særlig glad. Men jeg er typen, der ikke brokker mig eller ….. jeg besluttede mig for at tænde for radioen og skrue så højt op som muligt hvilket resulterede i, at jeg fik hovedpine og ikke kunne høre, hvornår de var færdig. Jeg ender med at slukke efter fem minutter og de er stadig i gang deroppe dog lidt mere dæmpet.

Normalt er jeg ikke den sippede type, men når det går ud over min nattesøvn, så er jeg ikke glad, men jeg kan stadig ikke få mig selv til at klage, for jeg er ikke typen der klager og synes også at det vil være lidt pinligt. For hvordan vil de tage det, hvis de blev bedt om at dæmpe sig i soveværelset. Jeg synes, det er godt at par kan udfolde sig hæmningsløst i sengen, hvis det er det de er til. Det er lidt ligesom rygning. Jeg ved der er folk i opgangen der ryger og det er ikke på grund af de mange skod udenfor bagdøren eller den idiot, der smider dem på min bil, så når jeg har sat mig ind, så kan jeg se et cigaretskod ligge udenfor ved forruden. Nej det er lugten af røgen der siver igennem loft og gulv og ender i mine køkkenskabe, ja mine køkkenskabe. Den er især gal med skabet, hvor jeg har mine gryder, men hvor går grænsen? Der er nogle der ryger imens de går op og ned af trapperne, så lugten kommer igennem sprækkerne. Jeg er ikke typen der går fuldstændig i selvsving og mener at rygere skal holde sig langt væk. Hvad de gør med deres liv er deres sag og jeg vil aldrig sige til dem at de ikke må ryge i deres eget hjem, hvis det et det de vil, men det betyder ikke at det ikke er irriterende, når man kan lugte det i ens skabe. Måske man skulle til at ty til potpourri i små dåser og skåle, man kan sætte inde i skabene.

Næh, det er ikke altid så rart at bo i lejlighed, men når man ikke har andre muligheder p.t. så må man bare bide i det lidt melede æble (kan godt li’ sure æbler, så den dur ikke rigtig i sammenligningen). Måske har jeg bare en stor tålmodighed, for jeg vil ikke betegne mig som en, der går med til alt. Dog har jeg en tendens til at holde det hele inde, så når jeg ikke kan holde til mere, eksploderer jeg og det er ikke et kønt syn selvom det er sjældent det sker. Jeg kan være kommanderende, perfektionistisk og direkte ubehagelig, hvis jeg virkelig er i det humør. Dog prøver jeg på et dagligt plan at være den altid smilende, positive og rimelig tit den stille pige, men folk skulle bare vide, hvad der forgår bag facaden, for det er ikke altid pænt. Men jeg tror, vi alle har ting, vi kan gøre bedre, når det kommer til os selv men også overfor andre. Der er altså nogen, der gerne vil have en ordentlig nattesøvn uden at blive vækket, så det er umuligt at falde i søvn igen og det vil være rart, hvis folk ikke smed deres cigaretskodder på folks biler, for det er altså ikke lækkert og så har jeg fundet ud af at det dagbog program ikke kan holde til mange bogstaver, minder mig lidt om Twitter. 100 ord batter ikke af meget, når man har en masse man vil have ud.

Nå men forhåbentlig bliver fredagen bedre end den startede Hvis man har læst hele denne smøre til ende, så god fredag derude og hav lidt omtanke for hinanden. God weekend.





  • Comments(0)//susiesblog.skindstadfrederiksen.dk/#post9

Har man så lært noget?

Læring og undervisningPosted by Susanne S. Frederiksen 27 Feb, 2014 15:58:45
I dag var det min sidste dag på kursus for denne gang. For midt under dagens første foredrag, der rullede en email ind om, at jeg var blevet optaget på det næste kursus. Denne gang inklusion i indskolingen, hvilket vil føre mig til Herning om nogle uger.

Men for at vende tilbage til de sidste tre dage, så har jeg virkelig fået noget ud af det. Det har givet mig en ny inspiration, for når man er ledig og søger og søger, men det ikke rigtig fører til noget, så kan man nemt miste inspirationen og lysten. Tankerne om man mon skulle skifte spor dukker op i hovedet, men så er det hvad vil man så.

Det har de tre sidste dage aflivet, i hvert i fald indtil videre. Men så er spørgsmålet, har jeg så lært noget udover at blive inspireret på at det er lærer, jeg vil fortsætte med at være, så ja. Dagene har givet mig en masse vidunderlige værktøjer til at gribe skøn- og faglitteraturen an i indskolingen, ikke at jeg havde nogen i forvejen, men det er altid rart at få nye input, nye idéer til hvordan man kan bringe glæden ved bøger ud til de små. Men også at det ikke er lærerne alene, der bærer ansvaret, for som én af vores undervisere sagde, så er det vigtigt at forældrene tager sig tid til at læse med børnene. Tale om billederne, snakke om ordene, for det er der, det hele starter, nemlig med forældrene.

Det eneste jeg er lidt ærgerlig over er, at jeg ikke havde fundet disse kurser noget før, for dette har virkelig givet mig blod på tanden. Bare fordi man søger efter et arbejde, så behøver man ikke at sætte sig i et hjørne og gå fuldstændig i stå. Om mine kurser er vejen frem, det må tiden vise, men så længe de giver mig en motivation og inspiration til hvordan undervisningen kan være, så synes jeg bestemt, at man skal opsøge de muligheder man får stukket i hånden eller søger sig frem til.

Jeg har altid været glad for at lære nyt og jeg ser frem til det næste kursus jeg skal på og mon ikke jeg også lærer en ting eller to der smiley

  • Comments(0)//susiesblog.skindstadfrederiksen.dk/#post8

Læring for livet

Læring og undervisningPosted by Susanne S. Frederiksen 25 Feb, 2014 16:57:58
I de år jeg har været uddannet lærer, så har jeg aldrig haft muligheden for at komme på et eller andet lærerfaglig kursus. P.t. er jeg jobsøgende, som det jo hedder nu om dage, for det lyder jo ikke så frygteligt som arbejdsløs. Men jeg har mulighed for at komme på alverdens kurser, så længe de ikke koster det hvide ud af øjnene, som de kære konsulenter på jobcenteret siger.

Heldigvis så er der masser af kurser, hvis man lige ved hvor man skal kigge, for det var først efter et halvt år jeg fandt frem til de kurser, der havde relevans for mig. De kostede ikke det hvide ud af øjnene dog var de ikke lange. Men min job rådgiver sagde at hvis jeg skulle på tre små kurser, så måtte han jo bare lave de tre jobplaner, der skulle laves.

Nu er jeg så startet på det første kursus. Rundt om danskfaget i 1. og 2. klasse på Skive Seminarium. Da jeg selv gik på seminariet var jeg altid så misundelig på de kursister, for de fik altid noget lækkert mad, men det var nu ikke derfor jeg kom til kurset.

I dag var det en lærer og lærebogsforfatter fra Odense, der skulle fortælle om hvordan man kune indføre skrivning og læsning i indskolingen. Og jeg kan kun sige det var kanon. Man fik en masse idéer af at lytte på ham og kun bekræftet i at man måske ikke er helt forkert på den, når man selv står derude i klassen med de kære små.

I morgen er det endnu en dag og denne gang skal vi se på litteraturen til de yngste. Hvis man har fået noget ud af første dag, så er det da ikke helt skidt.

  • Comments(0)//susiesblog.skindstadfrederiksen.dk/#post7

Vandreturens Glæder

Natur og MotionPosted by Susanne S. Frederiksen 23 Feb, 2014 19:34:41


To indslag på én dag, jeg er i hopla. Siden det nye års start, er jeg begyndt at gå nogle ture i Viborg og omegn. Det er ikke specielt sjovt, når vinden bider og is på stierne, men ud kommer jeg da for det meste. Men når man er ude i den friske vind, med kold snude og huen godt trukket ned over panden og ørene, så er det altså svært ikke at blive betaget af naturen.

De sidste mange søndage, har jeg mødt med min søster, svigerinde og én af mine nevøers kæreste. Man kan vel kalde os en lille vandreklub. Det er ikke altid alle er med og sommetider er der lidt forvirring omkring tidspunkt o.s.v., så undertegnede tager ud i Bilka og dernæst i Løvbjerg, for der er jo ikke arrangeret noget, for derefter at blive kimet ned fra højre og venstre om hvor jeg er henne og kommer jeg snart, for der er nogen der vil ud at gå.

Men der er også dage, hvor man er ude at vandre, enten i skoven eller på cykelstierne og man kan allerede se de spæde skridt mod foråret. Men om der er sne, mudder eller grønne spirer, så er der smukt derude. For ikke at forglemme fuglenes kvidren. Efter en januar, hvor man ikke har hørt meget fuglefløjt, så kan man virkelig fornemme at fuglene er ved at få forårsfornemmelser.

Så ud med jer, også selvom vinden rusker og vejret er lidt surt.smiley





  • Comments(0)//susiesblog.skindstadfrederiksen.dk/#post6

Fascinationen af slægten

SlægtsforskningPosted by Susanne S. Frederiksen 23 Feb, 2014 12:36:32
Jeg har ikke gjort meget ud af slægtsforskningen i nogle år, men den anden dag faldt jeg tilfældigt over det igen og snart tog det fat. Sidste gang jeg arbejdede med det var jeg løbet lidt sur i det efter jeg var groet fast i 1780ernes Viborg. Nogle vil sige at det er ret godt gjort, ja måske, men når jeg har set to slægtsbøger fra andre grene af familien der går tilbage til det 16. århundrede, så vil jeg også gå så langt tilbage med de grene jeg undersøger.

Jeg har i de seneste år fokuseret en del på min fars side af familien. Ingen har rigtig udforsket min bedstefars side af familien og med min far og farbrødre væk, så er der ikke rigtig nogen at spørge. Så jeg begyndte jagten på min bedstefars forfædre. Det kan være tidskrævende, men når man først har fået fat i et guldkorn i en kirkebog, så gør man alt på at finde det næste og det næste og lige pludselig er man flere generationer tilbage i tiden. Skeletter dukker up, tragedier og man har pludselig et billede af hvilke mennesker, der levede dengang.

Den anden dag, da jeg endelig havde fundet noget på én af mine forfædre, begyndte mine tanker at sværme omkring min bedstemors far. Ham og hans side vidste jeg heller ikke noget om. Jeg begyndte at se på de oplysninger jeg allerede havde og det var ikke lang tid (føltes sådan, selvom det tog et par dage) før jeg fandt ud af at hans mor kom fra Sverige. Det var dog ikke længe før jeg fik støvet en svensk hjemmeside op, der kunne hjælpe mig. Her fandt jeg en hel familie til min tipoldemor og så er det endnu mere spændende, når man kan følge sin slægt hele vejen over sundet.

Jeg ved at der vil være mange timers arbejde endnu, men det er spændende og så længe man kan gøre en hel del arbejde foran skærmen og ikke behøver at rejse land, rige og verden rundt efter oplysninger, så er det en ret billig hobby at have.

Man kan følge min jagt på fortiden på skindstadfrederiksen.dk

  • Comments(0)//susiesblog.skindstadfrederiksen.dk/#post5

Long Time No Entries

En ny begyndelsePosted by Susanne S. Frederiksen 20 Feb, 2014 00:20:38
Hold da fast, det er jo næsten et år siden jeg sidste skrev herinde. Nå men lidt af hvert er sket. Året er started med at jeg er hoppet må lowcarb kuren og har en lille drøm om at komme til at gå Hærvejsmarch, måske ikke i år, men så næste år da.

Har fundet min kreativitet frem igen og går og tænker på nogle projekter, jeg vil give mig i kast med hen over foråret. Er stadig jobsøgende, så hvis man står og mangler en kreativ lærer, så giv mig et kald smiley

Vil se om jeg ikke kan føre en lidt mere organiseret blog, hvor der vil være mindst en opdatering om måneden og gerne flere, hvis det er.

Susanne

  • Comments(0)//susiesblog.skindstadfrederiksen.dk/#post4

Bolledejens Forunderlige Verden

MadPosted by Susanne S. Frederiksen 14 Apr, 2013 22:36:51

Det er søndag og selvfølgelig skulle der bages. Jeg har haft lyst til at lave kanelsnegle i lang tid og i dag skulle det være. Desuden vil jeg også bage nogle boller og så havde jeg et forslået æble, jeg gerne vil have brugt, så hvad gør man. Jeg slog en bolledej op og voila så har du til grunddejen til alle tre ting. Jeg fik lavet kanelsnegle, hvilket løb noget ud da de kom i ovnene, jeg fik lavet en æblestang med valnødder og nogle boller.

Når jeg bager, så er det sjældent jeg bruger en decideret opskrift. Jeg bager på slump som det hedder sig, i hvert fald når det kommer til bolledejen, dog har jeg fundet ud af at olie gør dejen mere let og luftig end smør/margarine gør, så det kan jeg kraftigt anbefale. Normalt bruger jeg flere forskellige slags mel, men denne gang var det bare almindeligt hvedemel, da jeg ikke lige havde andet. Men det hele smagte da ikke dårligere af den grund.

Bon appetit


  • Comments(0)//susiesblog.skindstadfrederiksen.dk/#post3
Next »